Tanker om hørelse og handicap

Vi siger, at de der ikke kan så meget som flertallet har et handicap eller en funktionsnedsættelse . Der er ikke den samme udvekslingsplatform mellem dem og andre som der er mellem dem uden funktionsnedsættelse. Det skaber problemer for alle. Døvblevne Bo Andersson har sagt: Når en hørende og en døv har svært ved at kommunikere, er der to mennesker, der har et problem. Og i vores samfund ønsker vi, at alle skal kunne være med.  Nogle funktionsnedsættelser er nemmere at forholde sig til og afhjælpe end andre. Kørestolsbrugere har f.eks. brug for adgang uden niveauforskelle, blinde og svagsynede for salmebøger med ekstra stor skrift eller punktskrift.  Men hvordan med hørehandicappede – ikke mindst når det et centralt sted i Det Ny Testamente hedder, at tro kommer af det som høres (Rom 10,17)?  Efter dansk tradition skelner man mellem ”døve” og ”hørehæmmede”. Man er ”døv”, hvis ens høretab har bestemt sprogindlæringen. Man kan ikke umiddelbart lære at tale, hvis man ikke kan høre, hvad andre siger. Man får tegnsprog som modersmål.  Har man som flertallet lært at tale ved hjælp af øret og derefter mistet hørelsen helt eller delvist, får man et handicap. Ikke kun hørelse, men også artikulationsevne kan blive nedsat, fordi man ikke kan høre sig selv. Og man kan ikke bare skifte tegnsprog, fordi det er et selvstændigt sprog med egen grammatik.  Derfor forbliver man som hørehæmmet (svagthørende eller døvbleven) i den hørende verden med et handicap. Det kan ikke ses, at man ikke kan høre; til gengæld kan det mærkes, og derfor er mange hørehæmmede tilbøjelige til at isolere sig.  Der er mindst ½ million hørehæmmede og døvblevne i Danmark. Tendensen er stigende. Mange har gavn af høreapparater og teleslynge og andre hjælpemidler; men selv om høreapparater bliver bedre, kan brug af høreapparat ikke sammenlignes med brug af briller. Det skal læres. Og den nødvendige undervisning er beskåret. Det offentlige udleverer dyre høreapparater, lyskaldeanlæg m.m., men vil nødigt betale de få mandetimer, det kræver at lære at bruge dem.  Et høretab kan være lokaliseret mellem trommehinden og hørenerven; så kaldes det en ledningslidelse og er som regel forholdsvis enkelt. Det kan også sidde i hørenerven; det kaldes en perceptionslidelse og er mere kompliceret. Man kan kompensere for en ledningslidelse ved øge lydstyrken, men en perceptiv lidelse ofte at lyden forvrænges. Derfor er nogle hørehæmmede meget støjfølsomme. Man kan også have tinnitus – dvs. lyde i øret, som man kun selv kan høre. Vi kender det alle, når vi er forkølet eller får pulsen op.  Alt dette kan man få betydelig hjælp til i vores sundhedsvæsen. Høretabets størrelse og struktur kan måles og kompenseres med høreapparater. I sundhedsvæsenet bearbejder man den enkelte hørehæmmedes fysiske problemer så godt det er muligt trods nedskæringer. Og derefter må den enkelte selv søge råd og vejledning.  Men det fylder meget for den enkelte. Sagen er jo, at den der har en funktionsnedsættelse, er – og vigtigere: mærker det 24/7 – anderledes. Al nutidens dem og os-retorik træder i anvendelse for den handicappede selv.  ”Jeg er anderledes. Jeg er ikke som de andre. Det nytter ikke. Jeg bliver hjemme!”  En svært hørehæmmet dame mente, at normalthørende aldrig misforstod noget! Det er selvfølgelig noget vrøvl, men for hende er det den psykiske realitet. En ung hørehæmmet kvinde blev ved med at ville arbejde som telefonist! Hun kom til at samle på nederlag. Og det nytter ikke at sige at de tager fejl. For de ved bedre selv. Og deres opfattelse er, at det er deres handicap, der bestemmer dem som personer. Peter Bjørn Hansen

Gudstjeneste (TH) – tilrettelagt også for hørehæmmede. Jeg har fået lov til at holde gudstjeneste i Karrebæk Kirke søndag den 30. april kl. 14, og jeg glæder mig til at besøge kirken og møde menigheden.  Kirkeministeriet ansatte mig i 1986 i stillingen som præst for hørehæmmede øst for Storebælt, og fordi jeg hverken er tilknyttet et sogn eller en kirke, er jeg henvist til at komme som gæst i ”fremmede” kirker.  Når jeg holder gudstjenester, bruger jeg hjælpemidler, der er relevante for hørehæmmede, og jeg bruger de samme hjælpemidler, når jeg varetager kirkelige handlinger. Kirkelige handlinger kan aftales ved henvendelse til mig, og ethvert kirkekontor hjælper gerne med at formidle kontakt!  ”Hørehæmmede” er mennesker, der hører dårligt eller måske ligefrem slet ikke kan høre. Er de så ikke døve? Nej, ikke efter dansk tradition; her i landet forstår vi ”døve” som mennesker, der har været uden brugbar hørelse før de lærte sprog; dvs. fra fødslen eller i hvert fald som spæde. Derfor bliver deres modersmål som regel en form for tegnsprog. Hørehæmmede har lært at tale ved hjælp af øret, men har i løbet af deres liv pga. sygdom, ulykke eller arvelige forhold helt eller delvis mistet deres hørelse, og skal de lære tegnsprog, er det et fremmedsprog de skal lære fra bunden. Derfor har Den Danske Folkekirke én slags specialuddannede præster for døve og en anden for hørehæmmede. Men hørehæmmede og døve vælger naturligvis selv, hvilke tilbud de ønsker at gøre brug af!

De fleste høreapparatbrugere har god gavn af at høre over et teleslyngeanlæg, men for svært hørehæmmede og døvblevne, og for dem, der endnu ikke bruger høreapparat med udbytte, kan det hjælpe at sætte tekster på det, der bliver sagt eller sunget. Og det er sådan jeg gør, når jeg holder gudstjeneste. Menigheden får udleveret hele teksten til gudstjenesten på papir – inkl. prædiken, og man kan tage papirerne med hjem. At høre tale på sit modersmål med et hørehandicap kan sammenlignes med som ”normalthørende” at høre tale på et fremmed sprog. Hvis man går i teatret i udlandet, kan det hjælpe på forståelsen at have læst stykket i forvejen eller i hvert fald læse det bagefter, og det gælder, selv om det er et sprog, man føler sig hjemme i.  Efter behov kan gudstjenesten også simultantolkes til skrift på en storskærm i kirken. Hvis nogen, der læser dette, gerne vil have en sådan simultantolkning, kan man kontakte mig (e-mail: peha@km.dk) eller kirkekontoret, og så vil det så vidt muligt blive arrangeret. Jeg vil med hjælp fra præster, personale og kirkekontor følge sognets sædvanlige højmesseritual, så godt jeg kan, så at gudstjenesten ikke bliver anderledes på andre punkter end præstens person. Jeg glæder mig til at møde menigheden i Karrebæk Kirke og håber, at I har lyst til at være med. Peter Bjørn Hansen, præst for hørehæmmede øst for Storebælt.